Jeg startede som mange andre: med passionen. Photoshop, Illustrator, natlige eksperimenter med lys, farver og komposition. Timerne foran skærmen blev til år. Jeg pressede mig selv i jagten på at gøre hobby til profession. Drømmen var klar: at skabe noget originalt, unikt, mit eget.
Men mens jeg kæmpede mig frem, ændrede verden sig. Pludselig kunne hvem som helst generere billeder på få sekunder. Folk uden forståelse for lag, farver, typografi eller visuel fortælling udgiver værker som deres egne. Det er ikke længere processen, der tæller – det er resultatet. Og resultatet kan en algoritme levere på kommando.
Den kreative tilblivelse – de mange iterationer, tvivlen, fordybelsen – er blevet reduceret til et klik. Hele værdien af at være grafiker er udhulet. Ikke af kunderne alene, men af en kultur der hellere vil have “hurtigt og gratis” end noget, der bærer spor af menneskelig indsats.
For mig blev det et fejlet projekt. Årene brugt på at forfine et håndværk endte med at føles som spild, fordi markedet gled væk under mig, mens jeg stadig stod i startblokken. Jeg troede, at hårdt arbejde ville føre til en professionel karriere. Men jeg undervurderede, hvor hurtigt teknologien kunne forandre hele præmissen.
Læringen
Kreativitet kan desværre ikke beskyttes imod kopiering – men processen kan stadig have værdi for den, der skaber.
At gøre passion til profession kræver ikke kun dygtighed, men også timing og et marked, der stadig eksisterer.
Når en branche ændres radikalt, er det ikke altid viljen, men virkeligheden, der afgør udfaldet.
Jeg er stadig grafiker, photoshop emeritus, stadig kreativ, men med et mere nøgternt blik: nogle ting må man lade fare. Ikke fordi man giver op, men fordi verden omkring én ændrer sig hurtigere, end man kan følge med, og der skal stadig brød på bordet.