Eksponeringstrekanten: ISO/ASA – Se i mørket

I denne artikle vil du blive introduceret til et de mere tekniske aspekter i fotografering, nemlig ISO. Du vil ved ende vide hvad ISO er, hvordan det fungerer og hvad det betyder for dine billeder.

Hvad er ISO?

ISO er den tredje faktor, som sammen med blænde og lukkertid udgør eksponeringstrekanten. ISO har betydning for hvor lysfølsom kameraets sensor er og beskrives i tal (100, 200, 400 osv.). Jo større ISO-tal, jo mere forstærkes det lys der opfanges af sensoren i dit digitale kamera. ISO-tallet kan indstilles på alle dSLR digitale spejlreflekskameraer.

ISO har betydning for hvor lysfølsom dit kameras sensor er, og angiver hvor meget strøm der skal sendes til din billedechip – hvor meget elektronisk lys, billedet skal have. Grundlæggende har ISO altså indflydelse på hvor meget lys der kræves omkring dit motiv, for at dit kamera kan optage motivet.

Vælg ISO efter dit motiv

Lave ISO-tal (ISO 25, 50, 100, 200):
Sensoren er mindre lysfølsom, og langsomme lukkertider muliggøres eller kræves. Lave ISO-tal er godt til stillestående motiver hvor man evt. benytter stativ, og giver meget klare og detaljerige billeder. Denne ende af ISO-skalaen er velegnet til portrætfotografering i studie, eller udendørs, samt makrofotografering med kunstlys.

Mellem ISO-tal (400, 800):
Sensoren er mere lysfølsom, hvilket gør disse niveauer velegnet til generelt brug, fortrinsvis udendørs. Her får du stadig klare og detaljerige billeder.

Høje ISO-tal (1600, 3200, 6400):
Sensoren er meget lysfølsom, og ved disse høje ISO-tal får du mulighed for hurtigere lukkertider. Billederne bliver kornede og detaljer kan være uskarpe. Disse ISO-tal kan være velegnet til sportsarrangementer og billedtagning af folk i bevægelse.

ISO – før og nu

Med de tidligere analoge kameraer, kunne man købe almindelig ISO-film med forskellige ISO værdier.
Ved analog film, er ISO-værdien et udtryk for filmens lysfølsomhed. Høj ISO giver billederne en grynet effekt, men kræver kun lidt lys, mens lav ISO giver billederne med flere detaljer, men kræver meget lys.

I dag bruger man i stedet en sensor der er monteret i kameraet og erstatter den analoge film. I den digitale verden udtrykker ISO signalforstærkningen til sensoren. Hvis sensoren ikke opfanger nok lys – så skruer vi op for ISO-tallet, og dermed giver mere strøm til sensoren. Så det den har opfanget bliver blot mere tydeligt. Men dette giver forhøjet signalstøj, samt en ringere præcision, hvilket vi ser som støj, og mindre dynamisk farverum.

Hvor billedestøjen i analog film er monokromatisk (grå-tonet), så er den i digitalkameraer flerfarvet. Den bedre lysfølsomhed som høje ISO-tal giver, er på bekostning af kvalitet og detaljegrad.

På et dSLR er støjniveauet typisk først generende fra omkring fra ISO 800 og op. Visse kameraer kan optage billeder acceptabelt helt oppe ved ISO 3200 og 6400!

I nutidens kameraer er der indbygget software, der effektivt tager hånd om støjproblemer. Nogle kameraer har også mulighed for at være ekstra aggressive ved høje ISO-tal. Kameraer der er for aggressive med støjfjernelsen erstatter støjen med kraftigt udviskede detaljer. Skyder du i RAW, undgår du at kameraet bearbejder billedet. Derved kan du selv udbedre støjen i dine billeder, og opnå bedre resultater.

ISO i praksis

Først vælger du, ud fra det kreative aspekt, hvilken blænde og lukkertid du vil have. Er eksponeringen ikke korrekt, kan ISO bruges som sidste variabel, for at opnå korrekt eksponering. Typisk bruges en specifik lukkertid og blænde, og eftersom man er bundet i kræft af disse valg, er der kun ISO-tallet tilbage, man kan justerere, hvis billedet bliver for mørkt eller for lyst. Ved hjælp af filtre kan man så kompensere for overbelysning (eks. ved hjælp af gråfilter).

Kameraproducenterne er ISO-blinde

Kameraproducenterne angiver ikke deres ISO-tal 100% nøjagtigt. Tallet kan afvige med op til ca. 1/3 stop. Når et kamera viser ISO 200, kan det i praksis opføre sig som ISO 160 eller ISO 250.