Når dine billeder skal op og hænge på væggen, så er der rigtig mange faktorer der spiller ind for at det bliver en succes og dermed et billede du bliver rigtig glad for. Nok en af de sværeste faktorer, som mange døjer med at forstå, men som egentlig ikke er så vanskelig er DPI og betragtningsafstand.
I denne korte artikel giver jeg dig en nem forklaring og overskuelig liste over hvad du kan slippe afsted med.
Som udgangspunkt skal du altid starte dit arbejde og planlægge printet ved 300 DPI. Men når printet skal op i størrelse, for eksempel A3 eller A2, så er der, ved 300 DPI, sjældent pixels nok – Bevares, tager dit kamera 100 MP billeder, så er bekymringen ikke så stor. Men ikke alle kameraer er der endnu.
Det er ikke altid 300 DPI
Den ideelle opløsning (DPI) til dit kunstværk afhænger for det meste af hvor langt væk værket skal betragtes. Altså er det en antaget betragtningsafstand der bestemmer hvor stor (eller lille) DPI du kan slippe af sted med. Her er et diagram for at vise dig, hvilken DPI i forhold til betragtningsafstand du skal tilstræbe, når du skalerer dit billede.
Betragtningsafstand | Mindste DPI |
0.6m | 300 dpi |
1m | 180 dpi |
1.5m | 120 dpi |
2m | 90 dpi |
3m | 60 dpi |
5m | 35 dpi |
10m | 18 dpi |
15m | 12 dpi |
50m | 4 dpi |
60m | 3 dpi |
200m | 1 dpi |
Ovenstående tabel er baseret på en person med godt syn og godt lys.
Når det er sagt – så er DPI kun en skaleringsfaktor
DPI er kun en skaleringsfaktor mellem den digitale og analog verden. Det er de fysiske pixels i dit billede der afgører resultatet.
DPI og PPI er hvad det tal der fortæller dig og dine programmer antallet af pixels i et billede, når du arbejder med fysiske størrelser – altså for eksempel centimeter – i den virkelige verden.
Det kan nok bedst forklares som: størrelsen på dit digitale billede, divideret med, størrelsen på dit analog medie, er lig med, DPI. Og derfra størrelsen på dit digitale billede divideret med DPI er lig med hvor stort et medie du kan printe på.
Hvad er DPI?
DPI betyder dots per inch og beskriver en printer eller trykmaskines opløsning. En printer har ofte en opløsning på 400 eller 600 dpi men fås også med 1200 dpi. Trykmaskiner har ofte en opløsning på 1200 eller 2400 dpi, hvilket betyder, at maskinen kan afsætte 1200 eller 2400 farvepunkter per tomme.
Den nyere variant, PPI
PPI betyder pixels per inch og beskriver en skærms opløsning. PPI kan forveksles med DPI, men de to faktorer bruges til hver deres analoge enhed. Du kan tilnærmelsesvis sammenligne og anvende PPI som erstatning for DPI. Forskellen er blot at her anvendes pixels i stedet for punkter. Det er en næsten identisk kalkyle, men der er en lillebitte størrelsesforskel på pixels og punkter – men vi snakker i promille (‰) størrelser relativt ift. hinanden. Så det er ikke noget jeg umiddelbart vil begynde at regne på.
Konklusion
DPI er blot et teknisk aspekt i et print, ligesom PPI er et teknisk aspekt i pixelopløsningen på din computerskærm. Faktoren er tilnærmelsesvis identisk i størrelse med nogle my til forskel. Du kan derfor sagtens se PPI og DPI som værende det samme – med det forbehold, at der kan være forskel når du arbejder med store størrelser.
Men det afgørende, når du skal have printet billeder, er at få en så høj pixeltæthed, at man ikke kan skelne mellem de individuelle pixels ved printet. Og der kan du anvende ovenstående tabel.